I dette afsnit vil jeg reflektere over mine erfaringer og udvikling gennem praktikforløbet. Gennem både spontanlog og refleksionslog vil jeg beskrive de oplevelser, der har haft størst betydning for min faglige og personlige udvikling. Spontanloggen giver et indblik i de daglige opgaver og situationer, mens refleksionsloggen dykker ned i de tanker og læring, der er opstået som resultat af disse oplevelser.
Spontanlog
I min spontanlog vil jeg dagligt notere de opgaver og oplevelser, jeg har haft i løbet af praktikken. Loggen fungerer som en form for dagbog, hvor jeg kort beskriver, hvad jeg har lavet, hvad der har udfordret mig, og hvilke situationer jeg har været i. Dette giver mig mulighed for at fastholde vigtige indtryk og skabe et fundament for senere refleksioner.
Uge 1
Første dag i praktikken! Det var fedt at møde alle, og jeg fik en god introduktion til virksomheden. Jeg synes dog ikke jeg fik så meget sparring fra min kontaktperson, og de andre kunne godt have virket lidt mere interesserede i mig. Men det kommer nok med tiden
6 Januar, 2025
De sidste tre dage har jeg arbejdet på at lave en konkurrentanalyse, og folk har været lidt sødere til at snakke med mig, så det har været rigtig rart. Der er dog stadig meget selvstændighed, selvom det kun er starten, men det kan jeg heldigvis godt klare.
9 Januar, 2025
Uge 2
I dag lavede jeg en præsentation for min vejleder om mine første tanker og fund omkring hjemmesiden. Der er virkelig meget at tage fat på, og Informationsarkitekturen er alt for stor og rodet, så det er lidt svært at få et klart billede af det hele. Jeg har delt det op i mindre dele, så det bliver mere overskueligt. Det var fedt at kunne vise noget frem, og vejlederen var rigtig tilfreds, hvilket gav mig et boost.
13 Januar, 2025
Jeg brugte dagen på at opdele opgaverne endnu mere. Det hjælper virkelig med at skabe overblik. Der er blevet givet en del sparring fra kollegerne, og det er rart, at de er så åbne og hjælpsomme. Jeg er dog stadig lidt i tvivl om mine arbejdstider, da jeg indtil nu har været den første til at komme og en af de sidste til at gå. Jeg har bedt om lidt klarhed omkring det, så jeg kan få bedre styr på min hverdag.
15 Januar, 2025
Jeg har haft endnu en produktiv dag og fortsatte med at bryde opgaverne op. Jeg føler, jeg gør fremskridt, men der er stadig udfordringer. Det er virkelig fedt at få lov til at tage så meget ansvar, selvom det også kan føles lidt overvældende til tider. Jeg er dog glad for at have den selvstændighed og for at kunne finde løsninger på de problemer, der opstår.
16 Januar, 2025
Uge 3
I dag har jeg præsenteret mine tanker omkring kortsortering. Det er en kompleks virksomhed, der opererer på mange områder, så jeg spurgte min chef, om jeg kunne få en dag til at dykke ned i de materialer, jeg har modtaget. Heldigvis blev det godkendt, og det har virkelig hjulpet mig til bedre at forstå virksomheden. Min chef havde nogle rettelser til mine fund, men han var generelt positiv, hvilket var motiverende.
21 Januar, 2025
Jeg er begyndt at arbejde i Figma og har samlet alle mine idéer og tanker til den nye hjemmeside i et dokument. Blandt andet har jeg foreslået en switch-knap i headeren, der gør det muligt for besøgende at skifte mellem indhold til jobsøgende og virksomheder. Det gør hjemmesiden mere relevant for brugeren. Min vejleder syntes, det var en virkelig god idé, og jeg er nu gået videre med at udvikle lo-fi wireframes baseret på dette element.
22 Januar, 2025
I dag fremlagde jeg mine idéer endnu en gang. Det er efterhånden blevet en rutine, og jeg kan mærke, at det er en rigtig god øvelse for mig. Hver gang bliver jeg lidt mere tryg ved processen, og jeg lærer også meget af den feedback, jeg får. Det føles godt at have en aktiv rolle og få mine idéer vurderet og anerkendt.
24 Januar, 2025
Uge 4
Dagen har været lidt rodet, og jeg kan mærke, at arbejdet med informationsarkitekturen virkelig kræver fokus. Det er en kompleks opgave, hvor jeg prøver at forstå virksomhedens struktur og bryde den ned i mindre dele. Jeg har valgt at bruge et card-sorting værktøj for at teste, hvordan brugerne ville strukturere indholdet. Selv om virksomheden mente, at jeg bare skulle prøve noget af, insisterede jeg på at lave testen – det føles vigtigt at få data på bordet for at træffe de bedste beslutninger. Jeg kan godt lide at have den form for kontrol i processen.
27 Januar, 2025
I dag har jeg arbejdet videre på mine lo-fi wireframes i Figma. Fokus har været på switch-knappen i headeren, som skal gøre det nemt for brugere at skifte mellem jobsøgende og virksomheder. Jeg har brugt Figmas prototypefunktion til at teste, hvordan navigationen kunne fungere, og det gav nogle interessante indsigter. Jeg prøver også at tage udgangspunkt i best practices for UI/UX-design, som jeg har læst om, og har lavet en prioriteret liste over elementer, der skal testes yderligere. Det hjælper mig til at holde styr på de mange idéer, jeg arbejder med.
29 Januar, 2025
Dagen har stået på finpudsning af informationsarkitekturen og endnu en gennemgang af materialer fra virksomheden. Det er en stor mundfuld, men jeg føler, at jeg får mere styr på det. Jeg har også testet min switch-knap på nogle af mine kollegaer for at få deres input. Feedbacken var blandet, men meget brugbar, og jeg har allerede justeret designet ud fra deres forslag. Jeg kan godt lide at få andre perspektiver, da det altid giver mig nye vinkler på mit arbejde.
31 Januar, 2025
Uge 5
I dag har jeg haft mit første møde med Morningbound, et bureau, der skal hjælpe med SEO-optimering og bæredygtighedsstrategien i virksomheden. Det var spændende at høre om deres tilgang og se, hvordan de arbejder med data og søgeordsstrategier. Jeg præsenterede min idé om switch-knappen, og de var virkelig imponerede! De roste både konceptet og min måde at tænke brugeroplevelse på. Det var fedt at få feedback fra nogen, der har arbejdet med det her i mange år – det gav mig ekstra motivation til at arbejde videre.
3 Februar, 2025
I dag har jeg fokuseret på at lave en mere detaljeret plan for IA-strukturen. Jeg har brugt Miro til at visualisere, hvordan indholdet skal organiseres, og hvordan navigationen skal fungere. Det er første gang, jeg bruger det til et større projekt, og det giver virkelig god mening at se det hele visuelt. Jeg har også arbejdet videre med Figma og eksperimenteret med forskellige måder at implementere switch-knappen på. Jeg tester blandt andet, hvordan den kan påvirke navigationen og brugeroplevelsen.
5 Februar, 2025
I dag har jeg siddet meget med usability tests. Jeg har brugt Treejack, et værktøj til at teste informationsarkitektur, og det har givet mig nogle interessante indsigter. Brugerne fandt nemt frem til de primære sider, men nogle af underkategorierne var svære at finde. Det betyder, at jeg skal justere, hvordan informationen præsenteres. Det var fedt at se data sort på hvidt – nogle af de ting, jeg troede ville fungere godt, gjorde det ikke i praksis. Det er netop derfor, test er så vigtige!
6 Februar, 2025
Uge 6
I dag har jeg haft fokus på at få struktureret de to nye landingssider til hhv. virksomheder og jobsøgende. Jeg har arbejdet meget i Divi Builder, men det har været en udfordring, fordi WordPress-installationen er temmelig rodet. Der er en masse gamle moduler og kode, som gør det svært at få tingene til at spille sammen. Jeg har brugt Chrome DevTools til at finde fejl og rette CSS-konflikter, så designet ser ud, som det skal. Det føles som at rydde op i et stort kaos, men jeg kan begynde at se en vej frem.
10 Februar, 2025
I dag har jeg brugt tid på at optimere performance og sikre, at landingssiderne loader hurtigt. Jeg har eksperimenteret med WP Rocket til caching og Smush til billedeoptimering. Der var en del tunge billeder, der sløvede siden ned, så det var en vigtig optimering. Desuden har jeg testet layoutet i responsiv tilstand for at sikre, at det fungerer godt på både desktop og mobil. Det føles som et skridt i den rigtige retning, men jeg kan stadig mærke, at platformen driller.
12 Februar, 2025
I dag skulle jeg egentlig have haft de to landingssider klar til lancering, men jeg har indset, at det kræver lidt mere arbejde. Jeg har bedt om mere tid, fordi jeg hellere vil levere noget, der fungerer 100%, end at sende et halvfærdigt produkt afsted. Det er en svær balance, for jeg vil heller ikke virke langsom eller ineffektiv. Til gengæld har jeg fået positiv feedback fra mine kollegaer, der nu også spørger mig om hjælp, når de har tekniske problemer. Det er fedt at mærke, at jeg bliver en del af teamet.
14 Februar, 2025
Uge 7
I dag har jeg arbejdet videre på hjemmesiden og fokuseret på at lave en struktureret opsætning, så det bliver nemt for virksomheden at overtage, når jeg er færdig. Jeg har lavet en guide i Notion, hvor jeg beskriver, hvordan de kan opdatere og vedligeholde siden fremadrettet. Jeg har også ryddet op i nogle gamle moduler og sikret, at layoutet er mere intuitivt. Det er rart at kunne efterlade noget, der giver mening for dem, men det føles også lidt mærkeligt at planlægge afslutningen på mit arbejde her.
17 Februar, 2025
I dag har jeg haft fokus på at forfine strukturen på hjemmesiden. Jeg har arbejdet med Card Sorting-metoden for at sikre, at navigationen er logisk for brugerne. Derudover har jeg implementeret hotjar for at analysere brugeradfærd og se, hvordan de interagerer med de nye landingssider. Det har været en spændende proces, men jeg føler stadig, at jeg står meget alene med opgaven. Jeg prøver at tilpasse mig og tage ansvar, men jeg kunne godt bruge mere sparring.
18 Februar, 2025
Dagen i dag har været præget af møder og beslutninger. Jeg fik endelig meldt ud til min chef, at jeg ikke ønsker at skrive hovedopgave for virksomheden. Det var en svær samtale, da han virkede overrasket og mente, vi allerede havde aftalt det. Jeg stod fast på min beslutning og forklarede mine grunde, hvilket var en god øvelse i at sige fra. På den tekniske side har jeg finpudset layoutet i Figma og testet forskellige designvalg, særligt i forhold til, hvordan de kan tilpasses mobilvisning.
20 Februar, 2025
Uge 8
I dag har jeg arbejdet videre på hjemmesiden og fokuseret på at få de to landingssider for virksomheder og jobsøgende helt på plads. Jeg har været nødt til at gå et skridt tilbage i processen, da virksomheden pludselig ønskede nogle ændringer i strukturen. Det har været en god øvelse i at være fleksibel og arbejde iterativt. Jeg har brugt lo-fi wireframes til hurtigt at teste nye løsninger, inden jeg implementerede dem i WordPress. Derudover har jeg gennemgået den eksisterende kode og ryddet op i nogle uoverskuelige moduler, så det hele bliver mere strømlinet.
24 Februar, 2025
I dag har jeg fokuseret på at optimere performance på hjemmesiden. Jeg har lavet en page speed og identificeret nogle tunge elementer, der gjorde siden langsommere. For at forbedre load time har jeg implementeret lazy loading på billeder og optimeret caching med WP Rocket. Det er fedt at arbejde med de her tekniske aspekter, da det virkelig gør en forskel for brugeroplevelsen. Samtidig har jeg hjulpet nogle af de andre medarbejdere med tekniske udfordringer i WordPress, hvilket har været en god mulighed for at lære fra mig.
26 Februar, 2025
Dagen i dag har været præget af justeringer og sidste finpudsning af designet. Jeg har testet UX-flowet på de nye landingssider og fået feedback fra nogle af kollegerne, hvilket har ført til små justeringer i CTA-knapper og informationsarkitektur. Derudover har jeg analyseret brugeradfærd med Hotjar for at se, hvordan testpersoner navigerer på siden. Det har været spændende at se, hvordan små ændringer kan gøre en stor forskel i, hvordan brugerne interagerer med indholdet.
27 Februar, 2025
Uge 9
I dag har jeg arbejdet på at finpudse den mobile version af hjemmesiden. Jeg har brugt responsive design-principper til at sikre, at alle elementer ser godt ud på både små og store skærme. Jeg har også implementeret media queries for at optimere visningen på tværs af enheder. Derudover har jeg gennemgået og optimeret navigationsmenuen, så brugerne nemt kan finde rundt på siden, selv når de er på mobilen. Det har været en god øvelse i at sikre, at brugeroplevelsen er ensartet, uanset hvilken enhed der bruges. Jeg har også fået feedback fra kollegerne omkring nogle af de nye designændringer og foretaget nogle små justeringer baseret på deres input.
3 Marts, 2025
I dag har jeg haft fokus på at teste de nye funktioner på hjemmesiden med en user testing-session. Jeg lavede en test med fem testpersoner, som skulle navigere rundt på siden og udføre specifikke opgaver. Jeg har brugt Think-Aloud-metoden, hvor testpersonerne skulle sige højt, hvad de tænkte, mens de brugte siden. Det gav mig nogle værdifulde indsigter om, hvor folk klikker, hvad de finder forvirrende, og hvilke elementer der kan forbedres. På baggrund af feedbacken har jeg allerede lavet nogle små ændringer i navigationen og CTA-knapperne for at gøre dem mere synlige og intuitive.
5 Marts, 2025
I dag har jeg arbejdet med at forbedre SEO på hjemmesiden. Jeg har brugt Google Search Console til at analysere, hvordan hjemmesiden performer i søgeresultaterne, og jeg har implementeret nogle ændringer for at forbedre både on-page SEO og technical SEO. Jeg har arbejdet med meta-tags, header-struktur og forbedret billedernes alt-tekster for at gøre dem mere søgbare. Derudover har jeg optimeret intern linking for at sikre, at alle sider er korrekt forbundet. Jeg er virkelig begyndt at forstå, hvor stor en betydning SEO har for at få trafikken til at stige.
6 Marts, 2025
Uge 10
Den sidste uge startede med, at jeg fik færdiggjort jobsøgende-siden og alle dens undersider. Det var en fed følelse at se den stå færdig, da det er den mest omfattende del af hjemmesiden. Jeg har gennemgået alt fra CTA’er til tekstindhold og design for at sikre en rød tråd. Derudover har jeg lavet de sidste justeringer på mobilversionen, så oplevelsen er ensartet på tværs af enheder. At afslutte denne del af projektet gav en følelse af lettelse, men også en vis stolthed over, hvor meget jeg har fået bygget op i løbet af praktikken.
10 Marts, 2025
Med jobsøgende-siden afsluttet kunne jeg gå i gang med virksomhedssiderne. Her har jeg arbejdet med at strukturere indholdet og opsætte den første version af undersiderne. Samtidig havde jeg en god samtale med Natascha om, hvordan hun kan arbejde videre med hjemmesiden, når jeg ikke er her længere. Hun ville gerne blive mere fortrolig med WordPress og Divi Page Builder, så vi gennemgik de vigtigste funktioner, så hun føler sig tryg i at lave ændringer fremover. Det var rart at se, at mit arbejde bliver overleveret til nogen, der vil tage det videre.
12 Marts, 2025
Den sidste dag har været fokuseret på overlevering og afslutning af mit praktikforløb. Jeg har lavet en guide i Notion, hvor jeg har dokumenteret alt fra tekniske opsætninger til, hvordan de kan fortsætte med at optimere hjemmesiden. At lave denne overlevering har givet mig en forståelse af, hvor vigtigt det er at sikre, at mit arbejde kan videreføres af andre.
Jeg afslutter min praktik med en god fornemmelse. Det har været et udfordrende, men lærerigt forløb, hvor jeg har fået masser af ansvar og mulighed for at arbejde selvstændigt. Det har været fedt at få så stor en rolle i et større digitalt projekt, og jeg tager mange værdifulde erfaringer med mig videre.
14 Marts, 2025
Refleksionslog
I min refleksionslog vil jeg dykke dybere ned i de oplevelser og opgaver, jeg har noteret i spontanloggen. Her reflekterer jeg over, hvad jeg har lært, hvordan jeg har håndteret udfordringer, og hvilke alternative løsninger jeg kunne have valgt. Refleksionen giver mig mulighed for at analysere min udvikling og forstå, hvordan mine erfaringer kan anvendes i fremtidige situationer.
Uge 1
De første dage i praktikken var præget af både spænding og usikkerhed. Jeg havde en god introduktion, men savnede lidt sparring fra min kontaktperson, og kollegerne virkede først lidt distancerede. Jeg følte, at jeg skulle tage initiativ for at opbygge relationer, hvilket har hjulpet mig i de kommende dage.
De sidste par dage har været bedre, da folk har været mere imødekommende. Jeg har arbejdet med konkurrentanalyser, hvilket har været spændende, men krævet en del selvstændighed. Jeg havde håbet på mere vejledning i starten, men har hurtigt lært at tage ansvar for mine opgaver. Det har styrket min selvtillid, og jeg føler mig nu mere komfortabel med at finde løsninger selv.
Jeg har reflekteret over, hvordan jeg kan balancere selvstændighed og behovet for sparring, og hvordan jeg kan være mere proaktiv i at tage ansvar for min egen udvikling. Jeg glæder mig til at se, hvordan mine relationer og opgaver udvikler sig i de kommende uger.
Uge 2
De sidste dage har været en blanding af både frustrerende og spændende øjeblikke. Det er klart, at opgaven er meget kompleks, men at kunne bryde den ned og skabe et overblik har virkelig hjulpet mig. Jeg har været nervøs for, om jeg ville kunne holde trit med kravene, men præsentationen og den positive feedback fra vejlederen har givet mig et selvtillidsboost. Jeg føler mig mere sikker på mit arbejde og min evne til at håndtere det ansvar, der følger med.
Selv om jeg har fået et stort ansvar fra starten, har det også været en god udfordring. Jeg har tidligere arbejdet selvstændigt, og det er noget, der passer mig godt. Jeg har dog haft svært ved at få helt styr på mine arbejdstider, og der er stadig usikkerhed omkring, hvad der forventes af mig. Jeg er glad for, at jeg har taget initiativ til at få afklaret det, så jeg kan finde en bedre rytme.
Generelt føler jeg mig godt modtaget på arbejdspladsen, og det er dejligt at mærke, at folk er åbne og hjælpsomme. Jeg ser frem til at lære mere, finde min rolle og fortsætte med at udvikle både mine færdigheder og min relation til teamet.
Uge 3
Denne uge har været fyldt med nye erfaringer, som har både udfordret og styrket mig. Det har været lærerigt at præsentere mine tanker og idéer omkring kortsortering og virksomhedens struktur. Det er en kompleks organisation med mange forskellige aktiviteter, og jeg kunne mærke, at jeg havde brug for en dybere forståelse af virksomheden for at kunne levere bedre resultater. At bede om en dag til at læse materialerne igennem var derfor en vigtig beslutning. Det gav mig mulighed for at få et mere klart billede af virksomheden og dens kerneområder. Jeg er glad for, at min chef imødekom ønsket, og det understreger for mig vigtigheden af at turde bede om de ressourcer, jeg har brug for.
Fremlæggelserne har også været en stor del af ugen. Selvom jeg i starten var lidt nervøs, kan jeg mærke, at det er blevet en rigtig god øvelse. Det giver mig både erfaring i at præsentere mine idéer på en overbevisende måde og styrker min evne til at modtage feedback. Min chef havde nogle rettelser til mine fund, men hans generelle positive respons har givet mig en følelse af, at jeg er på rette vej. Det er motiverende at opleve, at mit arbejde bliver værdsat, og at mine bidrag kan gøre en forskel.
En af de idéer, jeg har arbejdet mest med, er switch-knappen i headeren, der gør det muligt at skifte mellem indhold rettet mod jobsøgende og virksomheder. Min vejleder roste denne idé og kaldte den både relevant og brugervenlig. Det er en kæmpe selvtillidsboost at få den slags anerkendelse, og det giver mig lyst til at fortsætte med at udvikle og finpudse konceptet. Jeg har allerede taget det første skridt ved at begynde at lave lo-fi wireframes i Figma, og det føles spændende at omsætte mine tanker til noget visuelt og konkret.
Ugens arbejde har også givet mig mulighed for at reflektere over, hvordan jeg lærer bedst. Jeg kan mærke, at jeg trives, når jeg har tid til fordybelse og kan kombinere dette med løbende sparring og feedback fra mine kolleger og vejleder. Jeg ser det som en vigtig læring, at jeg ikke skal være bange for at tage initiativ til at skabe de rammer, jeg har brug for, uanset om det er ekstra tid til research eller sparring omkring en idé.
Alt i alt har denne uge vist mig, hvor vigtigt det er at balancere grundighed med kreativitet. Jeg føler, at jeg lærer meget om både mig selv og mine kompetencer, og jeg ser frem til at bygge videre på denne udvikling i de kommende uger.
Uge 4
Denne uge har været en blanding af op- og nedture, men generelt føler jeg mig i en god udvikling. Opgaven med at redesigne eller lave en helt ny hjemmeside for virksomheden er en stor og vigtig opgave. Jeg er stolt over at have fået ansvaret, men jeg må indrømme, at det også er en stor mundfuld. Det kan være lidt overvældende, især fordi virksomheden selv ikke har særlig meget styr på, hvad de vil. Det betyder, at meget hviler på mine idéer og beslutninger.
Jeg synes, det er fedt at have det ansvar, men samtidig har jeg oplevet, at det kan være udfordrende at navigere i en hverdag, hvor der er meget run på, og hvor jeg nogle gange føler mig lidt overset. Jeg prøver dog at tilpasse mig, og det hjælper mig at fokusere på de ting, jeg kan kontrollere.
Noget, jeg virkelig har lært denne uge, er at sætte grænser. I starten tog jeg ofte arbejdet med hjem, fordi jeg gerne ville gøre et godt indtryk, men jeg er blevet bedre til at sige: “Det her er en læringsproces, og jeg når det, jeg når.” Det har givet mig mere ro og overskud, når jeg har fri.
Arbejdet med informationsarkitekturen har været udfordrende, men også spændende. Jeg insisterede på at teste løsninger, selvom virksomheden mente, jeg bare skulle prøve noget af. Det føles rart at stå fast på det, jeg tror på, og jeg kan mærke, at det giver mening i forhold til den proces, jeg arbejder med.
Jeg har også haft tid til at fordybe mig i lo-fi wireframes i Figma, hvor switch-knappen har været en vigtig del af designet. Det er spændende at se, hvordan idéerne udvikler sig, og jeg er glad for at få feedback fra kollegaer og bruge det aktivt.
Selvom ugen har været lidt fyldt med rod og udfordringer, har jeg lært meget om både designprocesser og mig selv. Det motiverer mig til at blive ved med at udvikle mine kompetencer og tage ansvar for de opgaver, jeg får.
Uge 5
Denne uge har været en blanding af spænding og udfordringer. Jeg har fået mere ansvar og nu også mulighed for at samarbejde med Morningbound, hvilket har været virkelig lærerigt. Det har været fedt at sparre med folk, der har dyb erfaring inden for SEO og strategi, og det har givet mig nogle nye perspektiver på, hvordan vi kan opbygge hjemmesiden bedst muligt.
En af ugens store succeser var præsentationen af switch-knappen. Det var en idé, jeg selv havde arbejdet på, og at få anerkendelse fra et professionelt bureau var virkelig en motivationsboost. Det fik mig til at indse, at jeg faktisk har noget værdifuldt at byde på – også i en større kontekst.
Samtidig har jeg også mærket presset ved at stå med et stort projekt næsten alene. Det kan være overvældende, især når virksomheden ikke selv har en klar retning. Jeg har lært, at jeg nogle gange bliver nødt til at stole på mine egne beslutninger og bruge test til at bekræfte eller afkræfte mine antagelser. Treejack-testene har for eksempel vist, at nogle af mine oprindelige tanker om navigationen ikke fungerede optimalt, hvilket var en vigtig læring.
Noget, jeg har arbejdet med personligt, er at finde en bedre balance mellem arbejde og fritid. I starten tog jeg meget af arbejdet med hjem i hovedet, fordi jeg ville gøre et godt indtryk. Nu er jeg blevet bedre til at sige til mig selv, at jeg gør mit bedste i arbejdstiden, og at det er en del af læringsprocessen. Det har hjulpet mig til at føle mig mindre stresset og mere fokuseret, når jeg faktisk arbejder.
Alt i alt har ugen været fyldt med nye indsigter, anerkendelse og udfordringer. Jeg begynder at føle mig mere hjemme i min rolle og glæder mig til at fortsætte udviklingen af hjemmesiden i samarbejde med både virksomheden og Morningbound.
Uge 6
Denne uge har været både spændende og udfordrende. Socialt har jeg det bedre – folk spørger mig om hjælp, når noget driller teknisk, og det gør, at jeg føler mig mere som en del af fællesskabet. Samtidig har jeg stået over for nogle store tekniske udfordringer i WordPress. Der er mange gamle elementer og kodeblokke, som ikke spiller godt sammen, og det har gjort arbejdet mere kompliceret, end jeg havde forventet.
En vigtig læring fra denne uge har været at sige fra og bede om mere tid. Jeg vil virkelig gerne levere et godt produkt, men jeg kan mærke, at jeg har en tendens til at ville presse mig selv til at levere hurtigt. Denne gang valgte jeg at prioritere kvalitet over hastighed, og det føltes som den rigtige beslutning. Jeg tror, det er noget, jeg skal blive bedre til – at stole på min egen faglighed og ikke være bange for at sige, når noget kræver ekstra tid.
Det har også været en øjenåbner at arbejde med performanceoptimering og fejlrettelser i en kompleks WordPress-installation. Jeg har lært meget om caching, billedoptimering og debugging af CSS/HTML-konflikter, hvilket jeg helt sikkert kan bruge fremover.
Alt i alt har ugen været en god blanding af tekniske udfordringer, små sejre og vigtige læringer om, hvordan jeg arbejder bedst. Jeg glæder mig til at vise de nye landingssider frem, når de er helt klar.
Uge 7
Denne uge har været lidt blandet for mig. Jeg synes stadig, at det er et godt sted at være, men jeg kan også mærke, at jeg til tider føler mig lidt overset. Jeg har fået meget ansvar, hvilket jeg sætter pris på, men manglende støtte kan gøre det frustrerende. Jeg prøver at se det som en læringsproces – både i at arbejde selvstændigt og i at turde sige fra, når noget ikke fungerer.
En af ugens største udfordringer var at skulle fortælle min chef, at jeg ikke ønsker at skrive hovedopgave for virksomheden. Jeg havde en fornemmelse af, at han ikke ville tage det særlig godt, og det viste sig desværre at være rigtigt. Han virkede overrasket og mente, at vi allerede havde en aftale. Før i tiden ville jeg måske have undskyldt og bøjet mig for forventningerne, men denne gang holdt jeg fast i min beslutning. Det føltes godt ikke at tage skylden på mig selv, men i stedet stå ved, hvad jeg føler, er rigtigt for mig.
Jeg kan godt lide at være vellidt og sætte mig ind i andres følelser, men jeg kan mærke, at jeg også er nødt til at acceptere, at jeg ikke altid kan gøre alle tilfredse. Det er en øvelse i sig selv, og jeg tror, det vil gøre mig stærkere på længere sigt.
På den tekniske side har jeg fokuseret på at gøre hjemmesiden mere brugervenlig og overskuelig for virksomheden, så den er nem at overtage, når jeg stopper. Det har været rart at arbejde struktureret med det og sikre, at de får en klar plan for, hvordan de selv kan fortsætte. Det er en af de ting, jeg virkelig har lært i praktikken – at tænke fremad og gøre mit arbejde nemt for andre at overtage.
Alt i alt har ugen været en blanding af faglig udvikling og personlige udfordringer. Jeg føler, jeg vokser både teknisk og personligt, og selvom det ikke altid er let, så er det helt sikkert lærerigt.
Uge 8
Denne uge har været en god blanding af faglige og personlige udviklinger. Jeg synes, det har været rart at få afklaret, at jeg ikke skal skrive hovedopgave for virksomheden, selvom det var en lidt svær samtale. Jeg føler, jeg er blevet bedre til at stå fast på mine egne beslutninger, selv når andre har en anden forventning.
På det tekniske plan har ugen givet mig en større forståelse for, hvor vigtigt det er at være agil i sin tilgang. Jeg har flere gange været nødt til at gå tilbage og lave ændringer, fordi virksomheden fik nye ønsker, og selvom det kan være frustrerende, er det en vigtig del af arbejdet med webudvikling. Især lo-fi wireframes har vist sig at være en værdifuld metode, da det har hjulpet mig med at eksperimentere og teste idéer hurtigt uden at bruge for meget tid på detaljer fra starten.
En anden stor læring har været at arbejde med performanceoptimering. Det har været spændende at se, hvordan man med relativt simple ændringer som caching, lazy loading og optimering af billeder kan gøre en mærkbar forskel for hastigheden og dermed brugeroplevelsen.
Alt i alt har det været en uge, hvor jeg har fået en bedre forståelse for både de tekniske og samarbejdsmæssige aspekter af mit arbejde. Jeg føler mig mere sikker i mine evner og kan se, hvordan jeg bidrager til virksomheden – både i form af de løsninger, jeg leverer, og den viden, jeg deler med mine kolleger.
Uge 9
Denne uge har været en god balance mellem at arbejde teknisk og teste brugervenlighed. Jeg har brugt flere metoder, som jeg ikke har arbejdet så meget med før, såsom user testing og SEO-optimering, og jeg føler, at det har givet mig en dybere forståelse for, hvordan man forbedrer både brugeroplevelsen og den tekniske performance på en hjemmeside.
En af de største læringer har været, hvor vigtigt det er at lave iterative tests og ikke være bange for at ændre ting baseret på feedback. Jeg har testet både design og funktionalitet på en måde, hvor jeg kunne justere hurtigt, hvilket har været super lærerigt. Jeg har også lært, hvor stor en betydning de små detaljer kan have, især når det kommer til mobile first design og responsive layouts. At sikre, at hjemmesiden fungerer på alle enheder, er blevet endnu mere tydeligt for mig som en essentiel del af UX-arbejdet.
En anden stor indsigt har været at arbejde med SEO og forstå, hvordan små tekniske justeringer kan have en stor indflydelse på, hvordan en hjemmeside bliver fundet af søgemaskiner. Jeg har fået en bedre forståelse af, hvordan både den tekniske og indholdsmæssige del af SEO arbejder sammen for at skabe en bedre online synlighed.
Alt i alt har ugen været en god læringserfaring, og jeg kan mærke, at jeg vokser både teknisk og i min evne til at arbejde med brugertests og feedback. Jeg føler mig mere selvsikker i de metoder, jeg bruger, og ser allerede, hvordan de små forbedringer kan have stor betydning for den endelige brugeroplevelse.
Uge 10
Den sidste uge har givet mig tid til at reflektere over mit praktikforløb og de erfaringer, jeg tager med mig. At have færdiggjort jobsøgende-siden og startet på virksomhedssiderne har givet en følelse af afslutning, men også af, at mit arbejde har haft en reel værdi for virksomheden.
Jeg har især mærket, hvor meget jeg har udviklet mig inden for selvstændighed og ansvar. Jeg har truffet beslutninger på egen hånd og fundet løsninger, uden at have en UX-struktur at læne mig op ad. Selvom det har været en udfordring, har det også gjort mig mere sikker i mine egne evner.
En vigtig indsigt fra den sidste uge er, hvor afgørende en god overlevering er. At designe og udvikle en hjemmeside er én ting, men at sikre, at den kan vedligeholdes og videreudvikles af andre, er en helt anden proces. Det har gjort mig mere opmærksom på, hvor vigtigt det er at dokumentere og kommunikere mit arbejde klart.
Overordnet har praktikken givet mig en stærkere faglig selvtillid og en bedre forståelse af, hvordan jeg arbejder bedst. Jeg har fået bekræftet, at jeg trives bedst i et miljø, hvor der er mere sparring og struktur, men samtidig har det været en fed oplevelse at se, hvor meget jeg har kunnet drive på egen hånd. Jeg ser nu frem til at tage mine erfaringer videre til nye projekter og bruge dem til at styrke mine kompetencer endnu mere.
